At være kvinde

Hvad vil det egentlig sige, at være kvinde?

Jeg har brugt et par dage på, at spekulere over, hvad det egentligt vil sige, at være kvinde. Hvad er det, der gør kvinder unikke? Hvorfor opfører kvinder sig anderledes end mænd? Hvad er en stærk kvinde? Hvad er ligestilling?

Torsdag d. 15. september 2011 blev en historisk dag for kvinder i Danmark.
Vi valgte denne dag Socialdemokraterne til at lede landet de næste 4 år, om med Socialdemokraterne hører sig også Helle Thorning-Schmidt, aka Gucci-Helle.

Jeg har brugt mere end halvdelen af mit liv på at gøre oprør mod den mandschauvinistiske placering af kvinden i køkkenet, kæmpe for kvindens egenkraft og pisse på de mandsdominerede særområder.

Jeg bestod teoriprøven første gang, med kun én fejl (som vi i øvrigt alle sammen havde), jeg tog kørekort med kun 11 kørertimer, jeg kørte markræs og gav min mandchauvinistiske kørerlærer baghjul...

Jeg gav provokerende billister fingeren, bandede og svovlede over kvinders dårlige parkeringer og tendens til at hænge på bremsen i overhalingsbanen, skiftede selv dele i bilen og computeren og kørte (kører) ca. 10% mere end den tilladte fartgrænse...

Jeg drak øl, røg cigaretter, spiste kød i store mængder og talte om bræk og afføring til fester...

Jeg holdt selv døren, betalte selv, bandede værre end en havnearbejder, gik med bukser og læderjakke...
Jeg kan desuden lave en parallelparkering i første hug og selv fikse computeren...

Men er det ligeret? Er det ligestilling? Er det særlig klogt?

Jeg har bandet kvinder langt væk... Deres evindelige blablabla, deres små pussenussede lyserøde dingenoter, tøj og sko i lange baner, for store smykker, for små toppe, for meget make-up, for lidt rygrad... Evige diskussioner om slankekure, babymos, muffin-opskrifter, neglelakfarver og IKEA-møbler...

Men hvem er jeg? Hvad fik jeg ud af det? Hvor stammer jeg fra?

I dag har jeg stået i køkkenet. Jeg har lavet min farmors ribsgelé og ribssaft, min mormors syltede agurker, blancheret pastinakker til fryseren, skåret rodfrugter til aftensmaden, hvortil der også hører ovnstegt cuvette.

I dag er det 13 år, 6 måneder og 12 dage siden min farmor døde. Hun var af svensk afstamning, var landmandskone, fik konstateret kræft i 1980, men holdt sygdommen hen i 16 år. Hun står for mig som én af de stærkeste kvinder, jeg nogensinde har kendt. Jeg undrede mig egentlig altid over, at hun kunne holde min farfar ud... Han var (han er blevet meget blødere med årene) en streng mand. Der var ingen mellemting med ham, enten var han møgsur, eller også var han skræmmende pjattet.

Men set i bagspejlet, havde hun i virkeligheden nok brug for at bo sammen med ham. Hun var kærlig og omsorgsfuld, men kunne også være streng men retfærdig. Hun lavede alt fra bunden, hentede sågar mælk på nabogården, passede en kæmpe køkkenhave, rengøring, vasketøj, børn, høns, får og endda et fysisk krævende arbejde ved siden af. Min mands kærlige øgenavn til mig er "Vikingejente" - så ser jeg med stolthed op på farmor.

Min farfar 82 år på fredag og er frisk som en havørn. Jeg har alt for lidt kontakt med ham... Men jeg kender ham faktisk ikke...

I dag er det 4 år, 7 måneder og 3 dage siden min mormor (bedstemor) døde. Hun var en Københavnertøs af det bedre borgerskab, smuk, eftertragtet, men også martyrisk og på nudansk, lidt af en bitch! Hun blev gift med min bedstefar, der kom fra bundsolid sønderjysk jord. Han var lidt af en steg, soldat, og senere lærer. Jeg har ofte undret mig over, hvordan han kunne holde hende ud... Hun ofrede sig for enhver god sag, men klagede sig absolut ikke i stilhed over, hvor ofte hun hjalp, og tak kun var et fattigt ord.

Hele min barndom er jeg blevet passet hjemme ved hende, og hun står (ifølge Freud) som min egentlige moderfigur... Ikke fordi jeg ikke elsker min mor... Hende har jeg bare aldrig skulle trodse, og af hende blev jeg sjældent irettesat eller guidet. Min bedstemor var én af de første kvinder, der brugte p-piller, desværre med forfærdelige konsekvenser. Hun fik blodprop i benet, der ikke ville hele, derfor gik hun i mange år rundt med et åbent skinnebenssår. Men hun hjalp mange på sin vej, og hun ofrede sig virkelig for de gode sager.

Desværre var hun så indviklet i cigaretkompagniernes fedtede spind, at hun på trods af advarsler, ikke kunne holde op med at ryge. Hun blev flere gange indlagt med vand i lungerne, og det var slutteligt cigaretterne der slog hende ihjel. Mange har igennem tiden sagt, at jeg ligner hende... Hvilket jeg ofte er blevet stødt over, da jeg primært husker hende gennem min mors fortællinger om, hvor streng hun var. Men i dag er jeg alligevel lidt stolt over at være... lidt af en bitch!

Jeg har netop glædet mig over mønstrede kopper fra Rice, små bleggrønne muffinforme i porcelæn, der pryder min nyvaskede vindueskarm og søde pastellilla porcelænsknopper udformet som ugler, der skal sidde på mit gamle køkkenskab.
Er jeg blevet mere rund? Er jeg blevet mere vattet? Er jeg blevet mere tøset?

Måske hviler jeg bare nok i mig selv, til at turde være den jeg er. Både en bitch, og en lille lyserød pussenusse indretningsarkitekt.

Knuz til alle der læser med.
Giv hjertens gerne kommentarer til jeres mening i debatten.